Skattestyrelsen havde ikke imødekommet en virksomheds anmodning om ændring af momstilsvaret for perioden 1. januar 2010 til 30. juni 2021, idet det ikke var godtgjort, at de fotografier, som virksomheden solgte, var kunstgenstande, jf. momslovens § 69, stk. 4, nr. 6. Ved "kunstgenstande" skulle ifølge bestemmelsen forstås "Fotografier taget af kunstneren, aftrykt af denne eller under dennes tilsyn, signeret og nummereret i et antal på op til 30 eksemplarer, uanset formater og underlag". Landsskatteretten anførte bl.a., at nummereringen skulle være på det enkelte fotografi og efter en almindelig forståelse skulle bekræfte, dels nummeret på det pågældende aftryk af fotografiet i en række på højst 30 eksemplarer, dels det antal aftryk i rækken af fotografiet, hvori det faktisk i alt var - og nogensinde ville blive - aftrykt. Virksomhedens fotografier, som enten var signeret med digital, maskinel skrift, var påsat en label med fotografens underskrift og nummerering, alene var nummereret med "1" eller "2" osv., og var nummereret med f.eks. "1/2", men kunne efterbestilles i yderligere eksemplarer, opfyldte ikke betingelserne i § 69, stk. 4, nr. 6. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

En skatteyder skulle beskattes af en række vederlag, som skatteyderen havde fået udbetalt fra sin arbejdsgiver i forbindelse med skatteyderens fratrædelse. Retten fandt, at vederlagene var A-indkomst, og at vederlagene skulle beskattes i det indkomstår, hvor vederlagene blev udbetalt.   

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet selskabets ansøgning om acontogodtgørelse for udgifter vedrørende en sag efter EF-voldgiftskonventionen. Landsskatteretten anførte, at det ikke af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, fremgik, hvilke udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, der var godtgørelsesberettigede. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgik det, at der blev ydet omkostningsgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor en klage (henvendelse) blev indgivet til de danske skattemyndigheder med henblik på at få ophævet en dobbeltbeskatning, og af bemærkningerne til lovforslag nr. 28 af 3. oktober 2018, fremgik det, at udgifterne til sagkyndig bistand eksempelvis ville kunne omfatte den sagkyndiges tilvejebringelse af minimumsoplysninger og eventuelt yderligere oplysninger til belysning af sagen. Samtidig kunne af EF-voldgiftskonventionens artikel 6, stk. 2, udledes et begrundelseskrav for iværksættelse af gensidig aftaleprocedure efter stk. 1, men konventionen indeholdt ikke en nærmere angivelse af, hvornår en klage forekom den kompetente myndighed begrundet. Det reviderede adfærdskodeks til gennemførelsen af EF-voldgiftskonventionen stillede i punkt 5, litra a, udtrykkelige krav til, hvad der i relation til starttidspunktet for konventionens artikel 7, stk. 1, skulle fremlægges for, at en sag kunne anses for forelagt i henhold til artikel 6, stk. 1, og af adfærdskodeksets punkt 6.3, litra e, fremgik videre, at hvis Kompetent Myndighed efter modtagelse af anmodningen fandt, at den nødvendige minimumsinformation for indledning af en gensidig aftaleprocedure efter punkt 5, litra a, ikke var forelagt, bad Kompetent Myndighed om at få de specifikke supplerende oplysninger, som var nødvendige. Da Kompetent Myndighed efter modtagelse af selskabets anmodning om at indlede gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonventionen netop havde indkaldt supplerende oplysninger, og Kompetent Myndighed ved den efterfølgende modtagelse heraf havde bekræftet, at minimumsoplysningerne var forelagt, fandt Landsskatteretten på grundlag af det anførte i forarbejderne, at den sagkyndige bistand til tilvejebringelse af oplysningerne til Kompetent Myndighed var ydet i forbindelse med selskabets sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen. Der var således ikke holdepunkter i hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder for, at det ikke skulle være tilfældet. Landsskatteretten fandt derfor, at udgifterne til sagkyndig bistand angik en godtgørelsesberettiget sag omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, og at selskabet var berettiget til acontogodtgørelse med det ansøgte beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og § 52 a, og ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand vedrørende en retssag for landsretten om, hvorvidt betingelserne for gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen var opfyldt. Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med afgørelsen i SKM2025.378.LSR, at der i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, ikke var grundlag for at skelne mellem sagkyndig bistand ydet ved de kompetente myndigheder eller ved domstolene, når blot den sagkyndige bistand vedrørte en sag efter EF-voldgiftskonventionen, og bistanden var ydet fra det tidspunkt, hvor anmodningen om indledning af gensidig aftaleprocedure var indgivet til den kompetente myndighed. Da Østre Landsret havde behandlet selskabets sag efter bestemmelserne i EF-voldgiftskonvention og pålagt Kompetent Myndighed at indlede og søge gennemført gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonventionen, jf. SKM2021.582.ØLR, var udgifterne til retssagen en del af selskabets samlede udgifter til sagen efter EF-voldgiftskonventionen, og udgifterne var dermed godtgørelsesberettigede efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Det anførte i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, om adgangen til omkostningsgodtgørelse i domstolssager, og det forhold, at en afgørelse fra Kompetent Myndighed om afvisning af indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen skulle indbringes for domstolene, jf. SKM2016.354.VLR, kunne ikke føre til et andet resultat. Der var således ikke i hverken ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, eller forarbejderne hertil holdepunkter for, at en domstolsprøvelse af Kompetent Myndigheds uretmæssige afvisning, jf. SKM2021.582.ØLR, af at anse en anmodning om gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen for rettidig skulle udgøre en anden særskilt sag, som ikke var omfattet af og faldt uden for bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Sagen angik, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse og momstilsvar, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og stk. 2 samt § 31, stk. 1, nr. 4 og stk. 2. Retten fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som gav grundlag for ekstraordinær genoptagelse, og at fristreglen endvidere ikke var iagttaget af sagsøgeren. Sagen angik videre, om sagsøgeren kunne få genoptaget spørgsmålet om sit ansvar for betaling af ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag efter almindelige forvaltningsretlige principper. Retten fandt, at betingelserne herfor ikke var opfyldt.

Sagen angik, om appellanterne var erstatningsansvarlige over for Skatteforvaltningen for tab opstået som følge af overdragelsen af aktiver fra et Y1-nationalitet selskab, som var skattepligtigt til Danmark, til et Y2-nationalitet selskab til underpris. Appellanterne gjorde gældende, at de ikke var en del af selskabets ledelse og allerede af den grund ikke kunne ifalde erstatningsansvar. Landsretten lagde på baggrund af bestemmelserne i en aktionæroverenskomst i det Y1-nationalitet selskab til grund, at bestyrelsen bestod af appellanterne og en yderligere person, og at disse herudover var de eneste aktionærer, ligesom bestyrelsens beslutninger skulle træffes i enighed.

Henset til, at appellanterne havde underskrevet en aftale som bl.a. angik overdragelse af ejendomsretten til et projekt samt flere af appellanternes forklaringer, lagde landsretten herefter til grund, at appellanterne som bestyrelsesmedlemmer i det Y1-nationalitet selskab og aktionærer i både det Y1-nationalitet og Y2-nationalitet selskab havde været medvirkende til overførslen af aktiverne. Landsretten tiltrådte, at overdragelsen skete af skattemæssige grunde, og at appellanterne i hvert fald burde have vidst, at aktiverne i det Y1-nationalitet selskab blev overdraget til underpris, at det Y1-nationalitet selskab herved blev tømt for aktiver, og at der var en nærliggende risiko for, at skattevæsenet led et tab. Appellanterne var derfor erstatningsansvarlige.

Landsretten fandt, at landsretten under sagen om erstatningsansvar kunne tage stilling til SKAT’s afgørelse. Landsretten kom dog frem til, at Skatteforvaltningens tab kunne opgøres som sket i SKAT’s afgørelse. Et procentillæg på 5,8 %, svarende til 150.544 kr., fandtes tillige at skulle indgå i opgørelsen af Skatteforvaltningens tab, allerede fordi der efter den dagældende kildeskattelovs § 61, stk. 2, var tale om et fast procenttillæg til den opgjorte restskat.

Landsretten tog herefter Skatteforvaltningens principale påstand til følge, således at appellanterne in solidum skulle betale 2.746.144 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 16. juli 2013.

Københavns Byret afsagde dom i 1. instans den 21. juni 2024 (sag BS-41/2013-KBH) og nåede til et andet resultat for så vidt angår procentillægget. 

Idet Landsskatterettens afgørelse heller ikke led af formelle mangler, blev Skatteministeriets frifundet.

To fordringer ansås for at være blevet konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven på de tidspunkter, hvor der var foretaget de fornødne selskabsretlige beslutninger og vedtægtsændringer, og disse var anmeldt rettidigt og registreret i Erhvervsstyrelsen. Anskaffelsessummen ansås for at være værdien af fordringerne på disse tidspunkter. Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens ansættelse af værdierne på fordringerne og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren, der var arving til B, var berettiget til at klage over Skattestyrelsens afgørelse vedrørende boet efter B, der var udleveret til behandling som bobestyrerbo. Boet efter B skulle ifølge boopgørelsen beskattes af en gældseftergivelse for H1 Gmbh & Co. KG. Da boskatten herefter oversteg boets nettoformue, havde Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at boets formue skulle gå til dækning af skatten. Boet efter B havde indtil boets afslutning været repræsenteret af advokat X, der som bobestyrer havde tegnet boet i bobehandlingsperioden. Uanset at klageren var arving efter B og derved havde en økonomisk interesse i skattesagen og dens udfald, kunne interessen ikke anses for at være en sådan væsentlig, direkte og individuel retlig interesse, at klageren havde partsstatus i klagesagen. Der blev lagt vægt på, at det var boet, der skulle betale boskatten, og at det kun var en afledt virkning og dermed en afledt økonomisk interesse, at der ikke forelå nogen arv. Landsskatteretten bemærkede tillige, at boet havde eksisteret som et selvstændig retssubjekt under bobehandlingsperioden, og at retten til at klage over afgørelsen derved tilkom boet og herved bobestyreren, ligesom det også var bobestyreren, der var adressat for den påklagede afgørelse. Klageren ansås herefter ikke for berettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 1. pkt., til at klage over afgørelsen, og Landsskatteretten afviste klagen.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen udelukkede selskabet fra EU-ordningen under Moms One Stop Shop i to år. Selskabet havde ikke foretaget indberetninger, ligesom selskabet ikke havde reageret på Skattestyrelsens påmindelser herom. Landsskatteretten fandt derfor, at der var grundlag for udelukkelse, jf. momslovens § 66 j, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten anførte, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at selskabet var af den opfattelse, at selskabets system foretog automatisk indberetning. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klagerens blandede benyttede leasede bil skulle anses for at være placeret i eller uden for virksomhedsordningen. Landsskatteretten fandt ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens forhold, at bilen skulle anses for at være placeret uden for virksomhedsordningen. Der var herefter ikke grundlag for at beskatte klageren af fri bil i indkomståret 2021. Konsekvensen af, at bilen blev anset for placeret uden for virksomhedsordningen var, at alle udgifter til bilen, der var betalt fra virksomhedens konto, skulle anses for overført til privatøkonomien. Herefter skulle der beregnes et erhvervsmæssigt fradrag (leje) for den erhvervsmæssige del af bilens anvendelse og tilsvarende godtgørelse fra virksomheden under virksomhedsordningen. Idet disse reguleringer resulterede i den samme overskudsdisponering og skattepligtige indkomst, som klageren havde bogført og selvangivet, skulle der ikke foretages ændringer heraf. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse.

Et selskab gjorde gældende, at der for et køretøj, som selskabet havde købt i udlandet, ikke skulle medregnes moms i grundlaget for beregning af registreringsafgift, idet virksomheden havde betalt udenlandsk moms ved købet. Landsskatteretten fandt, at køretøjet skulle afgiftsberigtiges som nyt, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1. Herefter var det uden betydning for køretøjets registreringsafgiftspligtige værdi, om selskabet som importør af køretøjet havde betalt udenlandsk moms. Det fremgik således af ordlyden i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj var dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden registreringsafgift, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udstedte bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.  

Sagen angik bl.a. genbeskatning af tre leasede biler, som klageren havde overført fra virksomhedsordningen til sin privatøkonomi den 1. januar 2021. Landsskatteretten fandt, at genbeskatningen i henhold til virksomhedsskattelovens § 6, stk. 3, skulle ske i det seneste år, hvor bilerne havde været i virksomhedsordningen, som var indkomståret 2020. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens genbeskatning af de tre biler i indkomståret 2021 og nedsatte denne forhøjelse til 0 kr.

Som forhold 1-2 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomstårene 2014 og 2015, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet hun den 2. september 2015 for 2014 og den 2. maj 2016 for 2015 via TastSelv indberettede et overskud af virksomhed på 119.250 kr. for indkomståret 2014, hvor det rettelig skulle have været ikke under 389.273 kr., samt for indkomståret 2015 indberettede et overskud af virksomhed på 446.472 kr., hvor det rettelig skulle have været ikke under 702.052 kr. T havde herved unddraget 108.348 kr. i skat for indkomståret 2014 og 139.101 kr. i skat for indkomståret 2015.

Som forhold 3 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage statskassen afgift for perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. marts 2016 som indehaver og fuldt ansvarlig deltager i en virksomhed, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet hun angav et momstilsvar på 22.211 kr., selvom momstilsvaret rettelig var 220.555 kr., hvorved statskassen blev unddraget moms for 198.344 kr.

T nægtede sig skyldig, men erkendte de faktiske forhold.

Byretten fandt efter bevisførelsen, herunder T’s forklaring for retten, ikke med den nødvendige grad af sikkerhed til domfældelse i en straffesag, at kunne fastslå, at T havde handlet forsætligt i forbindelse med de omhandlede utilstrækkeligt indberettede beløb. Byretten bemærkede tillige, at sagen - hvis der havde været grundlag for domfældelse - under de i øvrigt foreliggende omstændigheder ville være afgjort med strafbortfald på baggrund af, at forhold 1 var begået for mere end 9 år siden og forhold 2-3 for mere end 8 år siden, og sagen havde ligget stille hos politi- og anklagemyndighed i flere år, selvom T havde erkendt de faktiske forhold, men blot nægtede at have begået disse forsætligt.

T frifandtes herefter.

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale. Anklagemyndigheden påstod desuden T idømt en bøde på principalt 415.000 kr. (forsæt), subsidiært 200.000 kr. (grov uagtsomhed), der burde halveres som følge af lang sagsbehandlingstid. T påstod stadfæstelse.

Landsretten lagde til grund, at T havde én kunde, som hun fakturerede månedligt. Hun havde i virksomheden kun meget begrænsede udgifter, og indtjeningen hvilede på hendes egen arbejdsindsats. Landsretten fandt under hensyn hertil samt beløbenes størrelse og fordeling, at T måtte have indset, at hendes indberetninger var alt for lave, og at hun havde det nødvendige forsæt i forhold til de skete unddragelser.

Landsretten fandt T skyldig efter anklageskriftet for forsætlig overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven, og straffen blev fastsat til en bøde på 200.000 kr. Bøden blev fastsat under hensyn til anklagemyndighedens strafpåstand og den tid, der var medgået til sagens behandling.

Sagen angik, i hvilket omfang en pensionskasse havde fradrag for formueforvaltningsomkostninger efter pensionsbeskatningslovens § 9, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at det var den del af omkostningerne, som pensionskassen havde afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde pensionskassens investering af medlemmernes opsparing, der var fradragsberettigede efter pensionsbeskatningsloven. Vurderingen heraf skulle foretages efter en konkret skattemæssig - og ikke regnskabsmæssig - vurdering af hver enkelt omkostning med henblik på at afgøre, om der var tale om 1) fradragsberettigede direkte investeringsomkostninger, 2) ikke fradragsberettigede omkostninger vedrørende administration af pensionsordningerne eller 3) generelle omkostninger, der skulle fordeles skønsmæssigt eller efter en fordelingsnøgle. Landsskatteretten fandt herefter, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde nedsat pensionskassens fradrag for formueforvaltningsomkostninger, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.